Jazz med to

Nostalgiske toner i Hjallerup Musikforening…

Der var engang, hvor week-enden startede om lørdagen… Man glædede sig til lørdag morgen, hvor alt åndede fred og ro, og hvor der lå en hel ubrugt week-end for fødderne. Den følelse er lidt genskabt lige her og nu, hvor man efter lørdagens dovne start kunne tage i Hjallerup Kulturhus og tilbringe et par fornøjelige timer i selskab med ligesindede og i fællesskab nyde musikken fra ‘der var engang’ samtidig med, at man kunne indtage en let frokost med sild, leverpostej og en skive ost. Ja, en kop øl var der såmænd også mulighed for til de tørstige.

Hjallerup Musikforening har skabt et dejligt miljø gennem de seneste år og de årlige lørdags JazzCafé arrangementer er et godt socialt initiativ, som samler folk i den lyse og smagfulde foyer i Kulturhuset og, som for blot en hundredkroneseddel bringer dig tilbage til fordums storhed.

‘Jazz med to’ (Brian Svendsen på tangenter og Søren Peter Frøsig på blæs) var på gulvet denne lørdag. Et par musikalske kompetencer, som med trompet og keyboard tryllede flotte versioner af gode gamle kompositioner frem til stor begejstring for de sølvblonde publikummer. Musik af Kai Normann Andersen, Bjarne Liller, John Mogensen og Louis Armstrong blev fremført med både entusiasme og en ærlig kærlighed til tidsånden, de hidrørte fra. Publikum vippede med fødder og hoveder, og man kunne også hurtigt høre forsamlingen kendte både melodier og tekster. Der blev sunget og nynnet efter bedste evne.

Det er hjertevarme, der strømmer ud fra Kulturhuset denne lørdag. Ingen er i tvivl om, at en rigtig dejlig week-end venter forude, og det er smilende ansigter, jeg møder, da jeg efter de 2 timer står ude i kulden og gør klar til afgang.

Tak til alle for en god oplevelse.

Tekst og fotos: Bo Christensen, pressefotos.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *