Allan Olsen kom, så og sejrede.
Det blev en seksstjernet aften i selskab med den nordjyske enfant terrible, trobadouren Allan Olsen, som fredag aften tog fat om ikke blot sine guitarer, men også med sin nordjyske ramsaltede humor og skarpe retorik satte sine kommaer og punktummer i en musikalsk og ikke mindst lyrisk vandring gennem oplevelser fra lokalområdet. Alt sammen med det lune glimot i øjet og på rigtig nordjysk underspillet talent.
Den propfyldte sal i Hjallerup Kulturhus mindede om, at forventningerne var store. Folk var valfartet fra nær og fjern, og det skulle vise sig, at fanskaren fik, hvad de kom efter. Det ene latterbrøl afløste det andet, når Olsen på sin stille og kærlige facon hudflettede os allesammen og tog os ind i et univers, hvor selvfølgelighederne stod i kø, råbende mod Himlen over tåbeligheden og det åbenlyse.
Fortællingen fra frisørforretningen på hjørnet af Gærumvej, hvor damerne fik tørret toppen i plastikkasser, og knægtene frygtede for at blive bee-boppet, for maskinens skær var ganske døvt, så det rykkede gevaldigt i hårrødderne. Eller historien om Olsens mor, som i sin utålmodighed troede, de var kommet til Hjørring kort efter, de havde forsøgt at køre ad Hjørringvej en vinterdag, hvor al udkørsel virkede umulig.. Alle fortællinger om det nordjyske, og i særdeleshed tilknytningen til Frederikshavn og Hjørring, fyldte godt og lagde en solid grundstamme til koncerten, hvor Allan Olsens tekster underbyggede den direkte og lune nordjydes kringlede hjerne. Selv de storpolitiske beslutninger om Storebæltsbro og motorvej til Vendsyssel blev en del af de muntre fortællinger.
Aftenen skiftede fra at være et courseri over Olsens barndomsoplevelser og over til mere generelle iagttagelser – stadig iblandet både ironi og sarkasme -, men emner, som kunne benyttes koncertmæssigt over hele landet. Det var dog første del, der for alvor tog kegler – naturligvis, da vi jo alle har et nostalgisk hjørne at lune os på i forhold til hjemegnen.
Også kollegerne i musik- og underholdningsbranchen fik en over fingrene, så vi hørte både om Lars Lilholts kollapsede ansigt, der fik en ansigtsløftning og Olsens fantastiske omkvæd, der var Lilholt værdigt; Medinas ordvalg af ‘læber’ blev udfordret med et smil, og Niels Hausgaard fik også et kærligt klap bagi, inden Allan Olsen til stående ovationer takkede publikum med et par ekstranumre – bl.a. et nummer om mågens død.
Alle gik glade hjem. Mundvigene vendte opad og man kunne se, julestjerner i manges øjne efter de 90 minutters uafbrudt underholdning. Det blev hvisket i krogene, at årsaget til, der ikke var pause, skyldtes, at når først Olsen satte sig ned, havde han svært ved at rejse sig… Alderen trykker jo.
Tekst og fotos: Bo Christensen, pressefotos.dk