Version 1.0

Fredag den 7. oktober 2022

SÅDAN, Hjallerup!!!

Den røde lygte var hængt ud i Hjallerup Kulturhus. Forventningerne var på det højeste. Kødannelsen ved indgangen var et kærkomment syn denne fredag aften, hvor Hjallerup Musikforening endelig kunne se syn for sagn om, at al snak om frygt for Corona, krig og inflation var lagt til hvile i en aftens tid.

De store smil var fremme – på publikum som på arrangøren – og musikforeningens formand, Charlotte Hove, lignede til forveksling en glad emoji, hvor smilet var vredet helt op i mundvigene, ligesom øjnene strålede, som aldrig før. Jo – der var forventninger fra alle, og det skulle vise sig, disse til fulde blev indfriet denne lune efterårsaften, hvor en regnfront lige passerede forbi og sendte en dejlig frisk brise ind omkring os.

Ny Standard leverede en formidabel buffet til de mere end 100 spisende gæster, som havde bestilt menuen før koncert. Da det var første store arrangement i Hjallerup Kulturhus, så var der i tiden op til koncerten blevet forhandlet med brandmyndigheder og tænkt og planlagt på alle måder, så spisningen kunne forløbe glat – og, så der kunne afvikles en koncert med ikke mindre end 225 gæster i salen. I parantes bemærket, var siddepladser nu blevet nummererede og ved ankomsten fik publikum tildelt placering. Det var folk ikke vant til, men det lykkedes da til tiden at få alle ned at sidde.

Kl 20.30… SÅ KOM DE!! Ja, man skulle jo tro, det var et band kendt fra de store scener og fra radio og TV, men – som fugl Fønix steg de 4 gæve gutter – Version 1.0 – op på scenen, som var de kommet til deres egen fest.

Vi har et superband i Vendsyssel. 4 spillemænd, som hver især kan deres kram, og som i samspillet skaber et gedigent lydtryk både instrumentalt som vokalt. Kæft, det er en fornøjelse at lytte til, og specielt bandets formenneske, Jens Varmløse, og trommeslageren, Lars Romedahl, sikrer, at der lægges et ekstra lag af kvalitet for dagen. Med papkasser og pizzaboks mestrer Lars at holde en knivskarp rytme, ligesom Jens med stor kvalitet viser sit talent, uanset, om det var på den gamle og ramponerede Maton guitar eller den imponerende Gibson – som vi fik en hjertevarm fortælling om og, som vaiste signe kvaliteter under eks. ‘Om hundrede år’.. Generelt var det forfriskende at mærke den gode, drillende og konstruktive dialog, der gennem hele koncerten prægede bandet. Lune små anekdoter, som eksempelvis, at de oprindelig burde have heddet DUNK – med hentydning til deres kroppes udvikling… Jo – når et band har musikalsk overskud, så er det nemmere at blive lettere løsslupne i sceneoptræden, som vi oplevede aftenen igennem med de små nordjyske ticks.

Kim Larsens bagkatalog blev håndteret smukt og med respekt. I stedet for at forsøge sig som kopiband med kasket og gavflab, så lykkedes det for Version 1.0 at præsentere os for deres egne versioner af troubadurens viser og sange. Lune Larsen må have lunet sig på sin sky over at være leverandør af råmaterialet til denne dejlige fredag aften i Hjallerup.

Tekst og fotos: Bo Christensen, pressefotos.dk

One thought on “Version 1.0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *